/ Forside / Overordnet strategi

Projektrådgivningens Årsmøde har 24. april 2010 godkendt en ny, overordnet strategi for foreningens arbejde i perioden 2010-13.

 

 

Der var klar opbakning til den nye strategi på Projektrådgivningens Årsmøde i Odense i april 2010 

 

Tre strategiske mål og en række delmål

Projektrådgivningens opgave er at styrke og udvikle de danske folkelige foreningers særlige bidrag til udviklingssamarbejdet. Strategien beskriver, hvordan Projektrådgivningen og medlemsforeningerne sammen vil løfte denne opgave under tre overskrifter med hver sit strategiske mål.

 

1. En kvalificeret folkelig deltagelse i udviklingssamarbejdet

Strategisk mål: At styrke og udvikle medlemsforeningernes kapacitet og motivation til at yde et kvalificeret bidrag til udvikling i de fattige lande med udgangspunkt i deres egen folkelige forankring og deres egne faglige og organisatoriske kompetencer.

 

2. En stærk udviklingspolitisk rolle til civilsamfundet i Danmark

Strategisk mål: At styrke de folkelige u-landsorganisationers indflydelse på de dele af regeringens politik, som har betydning for verdens fattigste, samt at fastholde regeringen på dens ansvar for at bekæmpe fattigdom og styrke demokrati og menneskerettigheder i u-landene.

 

3. Støtte til langsigtet samarbejde med civilsamfundet i Syd

Strategisk mål: At styrke medlemsforeningernes kapacitet og kompetence til fortalervirksomhed, kapacitetsopbygning og langsigtede partnerskaber med de fattiges egne organisationer og netværk for derved at styrke opbygningen af demokratiske, uafhængige og mangfoldige civilsamfund i Syd.

 

For hvert mål beskriver strategien en række konkrete indsatsområder for Projektrådgivningen. Disse mål afspejler sig i Styregruppens årlige handlingsplaner (som også godkendes af Årsmødet) samt af de mere operationelle handlingsplaner, som sekretariatet arbejder efter i hverdagen.

 

Hent den nye strategi       Hent Styregruppens handlingsplan 2010-11    

 

 

En skærpelse af foreningens holdninger

Den nye strategi giver et solidt fundament under en udvikling, som har været på vej i flere år: Projektrådgivningen er blevet en tydeligere spiller i det danske u-landsmiljø, fordi vi er blevet større og får stadig flere opgaver. Derfor er der også brug for, at Projektrådgivningen kan markere sig tydeligere i forhold til fx bistandspolitiske diskussioner i Danmark og i de forskellige netværk i miljøet.

 

Samtidig ser vi det som en vigtig strategisk opgave for de danske u-landsforeninger at styre oplysnings- og lobbyarbejdet i Danmark for derved at sikre den folkelige og politiske opbakning til bistandssamarbejdet på længere sigt.

 

Endelig sker der store forandringer i den måde, den globale bistand bliver tilrettelagt og forvaltet. Det kan betyde store ændringer for de danske folkelige u-landsforeninger og deres partnere i Syd. Strategien slår fast, at Projektrådgivningen har en vigtig opgave i at følge disse forandringer og at klæde medlemsforeningerne på til at agere i dem.

 


Sådan skal strategien bruges

 Projektrådgivningens strategi for 2010-13 lægger den overordnede ramme for den indsats, som udføres af den politisk valgte Styregruppe og sekretariatets ansatte.

 

Strategien lægger sig dermed midt mellem foreningens værdigrundlag og de konkrete handlingsplaner, som styrer sekretariatets daglige arbejde.